Hvilket transportbur skal man vælge til hunden?

Størrelse

Ifølge Dyrenes Beskyttelse bør man vælge et bur, som opfylder tre krav:

1) Hunden skal kunne rejse sig op.

2) Vende sig rundt.

3) Ligge udstrakt.

Bemærk, at der ikke er tale om noget lovkrav, det er blot en vejledning. Efter min mening er det en rigtig god vejledning, som giver hunden den helt rigtige størrelse. Det er ikke nødvendigvis en fordel at vælge et meget stort bur.

Alu, plastik eller stål?

Alu-burene er de dyreste, men også de flotteste, og så er de meget holdbare. Stålbure er billigere og næsten lige så holdbare som alu. Men stålbure til hunde har den svaghed, at der kan være lidt “larm”, når hunden bevæger sig rundt i det.

Plastik-burene er meget nemmere at flytte rundt på. De kan derfor være at foretrække, hvis du regner med ofte at tage buret ud af bilen. Desuden er det gode ved plastikbure, at man for de flestes vedkommende kan løfte toppen af. På denne måde kan du bruge bunden som hundeseng. Dette er en fordel, hvis hunden skal vænne sig til buret. Den kan få lov at ligge i bunden nogle nætter og herefter kan den komme i bilen, evt. kan du tage et par ture uden toppen på og herefter med top på. Det er en rigtig god måde, som gør, at hunden vænner sig til buret.

Bure til hvalpen?

Til en hvalp kan man sagtens købe et stort bur, som passer til racens voksne størrelse. Du skal blot have en slags skillevæg, således at burets størrelse halveres. Senere kommer den naturligvis ud, så hunden har den fulde størrelse. Spørg evt. i butikken. De bør kunne finde en slags skillevæg til buret. Hvalpebure er derfor – efter min mening – ikke nødvendigt. I øvrigt vokser hundene hurtigere, end man lige regner med.

Tilvænning

Vær ikke bekymret, hvis din hund ikke kan lide at være i buret i starten. De skal lige vænne sig til det. Langt de fleste hunde lærer relativt hurtigt, at turen i buret er noget positivt. Du kan evt. begynde med kortere ture i transportburet, hvor den får lov at løbe frit bagefter. Det gælder om at danne en positiv association mellem buret og alt det andet. Hvis du vil læse mere om de positive træningsmetoder, er Anders Hallgren den mest kendte ekspert. Der findes masser om ham på nettet.

Læs mere om emnet: klik her.

This entry was posted in Uncategorized. Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *